torsdag den 7. juni 2012

De store tanker...

Sidder lige og får mig en kop kaffe. Tidspunktet er måske ikke det mest velvalgte, i og med klokken er 23.30. Men jeg er syg, skal ikke noget i morgen og har sovet det meste af dagen. Så træt er jeg ikke pt, og tænker at en enkelt kop eller to, ikke gør den store forskel.
Går sådan lidt til og fra min computer. Fortsætter lidt i det små med at få ryddet op efter gårsdagens geniale idé om at lave orden i mine scrap sager. Det går fremad. Langsomt, men fremad. Måske jeg i morgen ved samme tid kan sige, jeg er helt færdig. Det kunne man kun håbe.

Jeg er egentlig et ret stort rodehoved. Og alligevel ELSKER jeg, når der er ryddet op og gjort rent, og det hele er på sin plads. Problemet er bare, at jeg for ofte lader tingene ligge, for "skal jo alligevel bruge det i morgen" eller "jeg skal arbejde videre på det senere".
Sådan lidt orden i kaos, kan man vel egentlig kalde det.
Måske jeg et eller andet sted, har en mental forstyrrelse. Jeg har svært ved at holde fokus ret længe ad gangen, for én idé fører ofte den næste med sig, og så glemmer jeg dét, jeg havde gang i fra starten. Derfor har jeg også ufattelig mange projekter liggende, der kun er halvfærdige. Om de nogensinde bliver helt færdige, ved jeg ikke. Det er sådan lige, hvad jeg føler for at lave.
Jeg har også svært ved at stoppe min tankestrøm. Vel gerne vove påstanden, at jeg har tankemylder 24/7, for sover sjældent mere end to, måske tre, timer ad gangen, og vågner så op med de mest sindssyge tanker og idéer, jeg så bliver nødt til at få ned på papir. Og det fører så igen med sig, at jeg begynder på noget andet, jeg lige kommer i tanke om, og så kører det bare derudaf.

De eneste tidspunkter, hvor jeg har nogenlunde ro i knolden er, når jeg sidder og laver noget kreativt. Noget der kræver koncentration. Så er jeg 100% inde i det, og har kun det færdige resultat for øje. Måske det er derfor, jeg er så glad for scrapperi i alle dets afskygninger.

Lige nu sidder jeg og tænker over, hvem jeg er. Både sådan generelt, men også scrap mæssigt. har gang på gang spekuleret over, hvad der definerer "min" stil. Og er kommet frem til, at jeg ikke tror, jeg har en bestemt stil. Den røde tråd er måske, at det skal være enkelt. Men ellers tror jeg ikke, det kan defineres. Og behøver det så det..?? Kan man ikke have lov at blande fra forskellige stil-arter, og tillade sig fri fortolkning hist og pist..?? Generelt som person er jeg meget svær at sætte i bås, og tror det samme gør sig gældende på scrap området. Det eneste jeg med sikkerhed kan sige definerer mig som scrapper er, at jeg er low budget scrapper.
Jeg ejer ingen dyr maskinpark. Jeg har 4 udstansere (som jeg stort set ikke bruger). Glimmermist, dies, distress ink mv, er en by i Rusland for mig. Fik jeg stukket det i hånden, ville jeg ikke ane, hvad jeg skulle stille op med det. Det enste jeg har købt, fordi jeg VIRKELIG havde brug for det, var min Fiskars skæremaskine. Ellers er alt jeg har noget, jeg har tiltusket mig.
Alt hvad jeg har af pap, papir og designark og pynt, er noget, der er rester fra bestillingsopgaver, eller noget jeg har fået i gave af betænksomme veninder, familiemedlemmer eller naboer. 
Så med et årlig scrap budget på max 200 kr, der mest går til det tape jeg bruger, så er der vist ikke nogen risiko for, at denne hobby ruinerer mig....

Der mylder en masse andre tanker frem også, denne sene aftentime. Meeen, de er vist mere personlige, og indtil videre får de ikke lov at komme på bloggen. Bryder mig ikke om tanken, at hele mit privatliv udleveres på the world wide web...
Og sjovt nok har jeg så ingen probemer med at udstille mig selv i form af min "kunst".....
Joow... Jeg er vist en smule mentalt forstyrret....

S

Ingen kommentarer:

Send en kommentar