Sidder og nyder en god kop kaffe - faktisk min første idag. Igen er tidspunktet måske ikke det mest velvalgte, men lysten overtog, og så måtte maskinen igang.
Dagen startede sådan lidt la la. Vågnede op med afsindig ondt i ryggen, og det er bare ikke nogen god start på dagen, for så ved jeg, at jeg nærmest er lænket til enten sengen eller sofaen.
Humøret blev dog væsentligt højere, da jeg gik ind for at vække min skønne datter. Skulle have haft hende fra mandag eftermiddag, men fordi hun var syg, blev hun et par dage ekstra hos sin far. Jeg ville helst ikke risikere at blive syg igen. Har jo lige været syg, og efter en hård omgang meningitis i efteråret 2011, er mit immunforsvar stadig ikke helt i orden, og har allerede haft de første 8 omgange sygdomme i år.
Så jeg fik hende først hjem i går, og i dag var så vores første morgen sammen i en uge.
Vi lå og puttede under tæppet på sofaen i et kvarters tid, og så skulle vi ud og lave morgenmad - kold havregrød, som hun kalder havregryn med mælk.. :-)
Hun får lov at hælde grynene op, så drysser jeg lidt sukker på, og hun slutter af med mælk. Samarbejde, der rykker..!
Mens hun så morgentv (tegnefilm) og spiste morgenmad, fik jeg vasket op, smurt hendes madpakke, pakket hendes taske, lagt rent sengetøj på sengene og lagt rent vasketøj sammen. Husligt arbejde og ondt i ryggen er ikke nogen god kombination. Men det skulle gøres, for ellers får det lov at ligge/være til mandag, og det kan jeg ikke have. Nok er jeg et rodehovede, men jeg får spat af at se på gammel opvask, og gider ikke flytte vasketøjssækken flere gange om dagen - så hellere få det gjort, og så må jeg slappe af bagefter.
Da morgenpligterne var overstået, måtte ryggen have en pause. Bettepigen ville gerne lege, men jeg måtte desværre sige nej, for ellers ville jeg ikke kunne klare cykelturen til børnehaven.
Mit nej affødte så desværre, at hun fremefter var meget lidt samarbejdsvillig, og vi nåede kun lige i børnehave til tiden. For på vejen derned bestemte min cykel sig nemlig for, at den bestemt heller ikke ville samarbejde. Der mangler nogle eger på baghjulet, og ned af bakken røg en mere, og så måtte Frk. Nielsen gå resten af vejen. Ikke fordi der er langt, men med ondt i ryggen er det ikke nogen skovtur - især ikke med 20 vrikkende kilo på børnesædet på cyklen..!
På gåturen hjem igen havde jeg temmelig ondt af mig selv.
Smerter, skænderi med den bette, cykel i stykker, og f..... om ikke jeg også knækkede en af de ny-lakerede negle om at få overtøjet hurtigt af pigen nede i børnehaven. Nå, i det mindste regnede det ikke.
Vel hjemme måtte jeg ligge mig på sofaen. Overvejde at tage en af mine piller, men lod være. De er super stærke, og jeg bliver slået helt ud af dem, og var bange for at sove dagen væk, og dermed glemme at hente den lille.
Lå og stenede til Go´morgen Danmark, men mine tanker var helt andre steder.
Fik en lille smule af den gode stress ved tanken om de krea projekter, jeg har gang i for tiden.
Der er de ting, jeg SKAL nå (eller dvs det SKAL jeg jo som sådan ikke, men har overskuddet pt, og har selv sagt god for dem); et kort til børnefødselsdag på lørdag, et eller andet (jeg har stadig ikke fundet ud af hvad) til min kusines 18 års fødselsdag næste fredag og en et eller andet til nogle venners bryllupsdag.
Derudover har jeg de projekter, jeg bare gerne VIL lave, og der kommer jo hele tiden nye til, og idéerne og inspirationen flyder i en lind strøm, og så er det med at udnytte det.
Lå også og tænkte over, hvordan mit liv er nået hertil. Intet er helt, som jeg havde forestillet mig.
Det har vist aldrig ligget i kortene, at jeg skulle have barn. Har altid afskyet børn som pesten, og bryder mig stadig ikke om andres børn. Det er ikke noget personligt mod hverken børnene eller forældrene - jeg bryder mig bare ikke om børn (og ser med stor gru frem til børnefødselsdage de næste mange år...).
Misforstå mig ikke. Jeg elsker min datter højere end jeg elsker mig selv (og det er store sager..), og ville ikke undvære hende for noget. Hun holder mig ung, og hun holder mig oppe, og hun er, for mig, essensen af at være lykkelig.
Kunne egentlig godt tænke mig en til, og guderne skal vide, der også er godt med pres fra baglandet (læs; min mor) for at få en til, men realistisk set, så tror jeg ikke, det kommer til at ske. Jeg bliver 30 nu her, og har ingen mand i sigte. Og skal bestemt ikke træde nogen over tæerne, men jeg har ikke lyst til at være en "gammel" mor. Dvs, jeg skal ikke have børn, når jeg er sidst i 30´erne. Det virker for nogle, men ved, at det ikke vil virke for mig. Hvad andre gør, er op til dem - det har bare altid været min holdning, og den kan der ikke rykkes ved.
Et andet aspekt er så min rygsygdom. Jeg tror ikke, jeg fysisk ville kunne holde til en graviditet, endsige alt det bæren rundt, der kommer efterfølgende. Blev diagnosticeret for to år siden med kronisk rygsygdom, og mine fremtidsudsigter på det område er desværre lidt dystre. Jeg kan kan holde de værste smerter for døren ved let gymnastik, men må leve med smerterne (af varierende grader) dagligt, og det bliver kun værre med alderen.
Det med parforhold, er vist heller ikke lige mig. Ikke et ondt ord om mænd i almindelighed (trods der kunne skrives mange...), men tror bare ikke, jeg egner mig til det. Kan godt lide mine egne vaner, rutiner og frihed, og pt er jeg i hvert fald ikke villig til at gå på kompromis.
Og når jeg så tænker på, at jeg skulle have været gift her 04.08-12.... Skal med glæde indrømme, at jeg er glad for, det ikke er realiteten.
Så lå jeg der på sofaen, og kunne kun grine ad mig selv. Af min ynk et par timer tidligere. Jeg har det jo fantastisk godt, selvom det hele kan være noget lort (ret ofte).
Jeg ejer absolut intet af værdi, jeg er "broke to the bone" og skal kæmpe for at få det hele til at køre rundt, er arbejdsløs og ingen jobs i udsigt (nærmere end førtidspension, hvilket jeg ikke har lyst til), ingen kæreste at dele hverdagen med (hvilket egentlig passer mig fint, men ville være dejligt om søndagen.. .-P ), og runder det skarpe hjørne om knap en måned.
Livet har været knap så nemt og problemfrit som man kunne ønske, og set udefra; enlig mor på kontanthjælp, der bor i socialt boligbyggeri i et "hårdt" område, så er det ikke lige den profil, jeg havde forestillet mig, da jeg for ti år siden nærmede mig de 20, og var bange for at blive "voksen".
Og så var det, jeg kom i tanke om, at det er jo så fandens ligegyldigt.
Jeg har en dejlig familie, den skønneste lille pige, der findes, og nogle super gode og tætte veninder, der aldrig svigter. Trods det er småt med pengene, har vi altid brød på bordet og tøj på kroppen, jeg har alverdens tid til at dyrke mine kreative interesser, eller jeg kan sidde og glo ud af vinduet en hel dag, hvis det er dét, jeg lyster. I mine alene dage, kan jeg gøre præcis som det passer mig; gå sent i seng, sove længe, dalre rundt i nattøj og med morgenhår, spise nutella direkte fra glasset, tage på en 17 timers spontan bytur, eller tage et smut til Hamburg og retur uden at skulle stå til ansvar for nogen.
Lige nu lever jeg faktisk præcis det liv, jeg gerne vil.
Jeg er begyndt at motionere væsentlig mere end hidtil og kombineret med en sundere kost, er der sammenlagt røget 24 kg på to år.
Jeg får festet, det jeg nu synes jeg skal.
Jeg dangderer den, det jeg nu synes er passende.
Jeg læser alle de bøger, jeg kan få fingre i, og behøver ikke lægge dem fra mig på de mest spændende sider, fordi der skal laves aftensmad.
Jeg tegner, maler og er på anden vis kreativ, som inspirationen nu kommer - også selvom det er klokken tre om natten.
Jeg hopper i vandpytter, bygger huler og klatrer i træer (så meget jeg nu kan), fordi jeg har en, der konstant viser mig, hvor sjovt det kan være.
Ja... Jeg gør de ting, jeg har lyst til, og som gør mig glad. Og når jeg som for lidt siden, går ind og kigger til min datter, der putter godt mellem alle sine bamser og er langt væk i drømmeland, ja; så må jeg indrømme, at jeg faktisk er lykkelig. jeg har et rigt liv. Ikke på materielle goder, men på oplevelser og kærlighed.
Og hvis man ikke er ulykkelig bare en gang i mellem - hvordan skal man så vide, hvornår man er lykkelig..???
Og billedet her (taget for et par uger siden - synes det så så smukt ud på himlen) er med i dagens indlæg, fordi det repræsenterer både min dag, og mit liv generelt.
Der kommer skyer med jævne mellemrum, men solen er altid lige bagved. Det er kun et spørgsmål om, hvornår den titter frem igen....
Filosofiske tanker fra Frk. Nielsen
